Toget er kørt af skinnerne for mig. Der er for meget på den plade, jeg sidder på. Jeg er stresset. Alt kører rundt for mig. Jeg har alt for mange bekymringer, og det er ved udvikle sig til angst og tvangstanker. Min gode veninde har fortalt mig, at jeg skal se at komme i et stresscoaching forløb, så jeg kan finde tilbage til mit gamle glade selv.

Nok et godt råd

Jeg overvejer at følge hendes råd. Hun er klog. Men et eller andet sted er der noget, som holder mig tilbage fra, at ringe op til den stresscoach hun gav mig telefonnummeret til. Jeg synes ikke, at jeg har brug for det. Et eller andet sted. Noget i mig spørger hele tiden om det egentlig ikke er naturligt, at man løber ind i svære perioder i sit liv. Skal det ikke bare leves igennem? Måske er stresscoaching en god vej frem, men er der andre måder, jeg kan komme igennem alle de tanker og problemer, jeg synes, jeg har?

Måske er løsningen bare, at jeg tager en lang pause fra jobbet, og koncentrerer mig om mig? Sådan, 3 måneder i selvvalgt isolation, hvor jeg ikke ser eller hører om andres problemer? 3 måneder på en øde ø?

Skal være certificeret!

Jeg slår is i maven og tænker mig grundigt om. Det er weekend, jeg har fået et ekstra glas vin, og tankerne flyder lidt friere. Sætter mig ned og laver en liste og plus og minus ved at få et stresscoaching forløb. Sammenligner det med listen over plusser og minusser ved selvvalgt isolation på en ø i Caribien. Jeg kan se, at det vil betale sig for mig at gå i et stresscoaching forløb. Og har jeg egentlig lyst til at forsvinde for min verden i 3 måneder?

På mandag ringer jeg til ham, den der coach, og spørger ind til, hvordan og hvorledes. Det er vigtigt for mig, at han har bestået en uddannelse til stresscoach – så ved jeg da, at det faglige er i orden.