Det er fredag eftermiddag, og vi sidder inde i stuen min søn og jeg. Han er ved at tegne en flyvemaskine og en pilot, siger han. Jeg læser på min IPad. Vi venter på, at hans far kommer hjem fra arbejde. Her er hyggeligt i lejligheden, som vi flyttede ind i for 1,5 år siden.
Lige pludselig spørger han mig – sådan ud i den blå luft: ”Hvad med alle låsesmedene her på Frederiksberg?”

Forundret

Jeg ser op fra min IPad og kigger på ham. Undrer mig over spørgsmålet. Det kom bare sådan helt uventet. Vi har ikke talt om nøgler eller låsesmede. Jeg spørger ham om, hvad det er for et spørgsmål. Hvad mener han? Han begynder en længere forklaring, som ikke giver helt mening for mig. Noget med enlige og at bo hjemme. Jeg fortæller ham, at jeg ikke kan svare på hans spørgsmål, fordi jeg kender ikke svaret.

Jeg går ud i køkkenet og begynder at lave mad. Vi skal have den gode salat og fisk i kokos.

Imens jeg står og snitter alle grøntsagerne (der er altid meget snittearbejde, når man skal lave thaimad.) tænker jeg lidt over min søns spørgsmål.
Jeg forsøger at finde logikken i det, hans sagde. Den er svær. Men den er der.

Låsesmed på Østerbro?

Jeg har en idé om, hvad det måske var, han ville spørge om. Jeg har en idé om hans logik: Hvis man nu er låsesmed på Østerbro, hvor vi bor, og alle er hjemme, fordi det skal de være på grund af virusset, eller der i det mindste altid er en hjemme, så er der ikke nogen grund til at være låsesmed, fordi ingen vil glemme deres nøgle. Der er jo ikke nogen, der går hjemmefra. Og hvis det nu er sådan, at man skal hjemmefra, så gør det ikke noget, at man glemmer sin nøgle, fordi der vil altid være en anden derhjemme, som kan lukke én ind. Og hvad gør låsesmedene så? De bliver jo ledige, fordi ingen ringer efter dem.

Jeg er sikker på, at jeg har ramt hans logik rigtigt, og kommer til at smågrine lidt. Det er utroligt, hvor logisk et lille barn han er.

Jeg går ind i stuen til ham og spørger ham, om han tænkte på den dag, hvor jeg hentede ham fra børnehaven, og havde glemt nøglen. Vi var derfor nødt til at ringe efter en låsesmed. Han kan huske den begivenhed, fordi det var meget interessant at se, hvordan låsesmeden her på Frederiksberg arbejdede. Og det var en meget flink låsesmed, som virkelig satte pris på, at min søn kunne hjælpe ham med at få vores hoveddør åbnet.

Min dreng kigger op fra sit spil og fortæller mig, at ja, han havde tænkt på den dag. Han fortæller mig også, at han er sulten, og at han kan godt lukke far ind, hvis han har glemt sin nøgle.

Jeg kommer næsten til at tude over ham. Af glæde og den kærlighed til ham, der vælter ind over mig. Det bliver en sød historie at fortælle min mand i aften.